Næsby: Forlaget Tekstxpressen, der holder til i Næsby, har netop udgivet 2010-udgaven af ”Bogen om Tvillinger 0-10 år.” Emnet er jo blevet ekstra aktuelt nu, hvor kronprinsparret netop har meddelt, at de venter tvillinger. Boget er blevet endnu bedre og trykt i farver, så den stadig er den mest omfattende og opdaterede danske bog om tvillinger. Bogen giver svar på de fleste af de spørgsmål, kommende og nybagte tvillingeforældre stiller omkring graviditet, fødsel, amning, økonomi, opdragelse samt hverdagen med tvillinger – alt sammen i et letforståeligt sprog. Bogen kan læses fra side 1 til side 268 eller bruges som opslagsbog.

Tvillinger ER noget særligt

Når man får to børn på én gang, oplever de fleste, at de ikke kan bruge erfaringer fra venner og familie til ret meget. ”Bogen om Tvillinger 0-10 år” er derfor fyldt med gode råd og praktiske tips til for eksempel indretning af et tvillingevenligt hjem, tips om amning af to børn, samt forslag til indkøb af nødvendigt udstyr - og hvilket udstyr der ofte er overflødigt. Når tvillinger skal i vuggestue, børnehave og skole, melder spørgsmålet sig, om de skal sammen eller hver for sig. Her gennemgår bogen de overvejelser, tvillingeforældre må igennem, før de træffer deres endelige valg. ”Bogen om Tvillinger 0-10 år” behandler også myterne om tvillinger. Myter, som ligger til grund for omgivelsernes syn på og behandling af tvillinger. Tvillingeforældre har derfor stor fordel af at kende myterne, da de fleste af dem kan fastholde tvillinger i en fælles selvstændighed, hvor bagsiden kan være en individuel uselvstændighed.

Nyt

2010-udgaven går endnu mere i dybden med tvillingers identitetsudvikling end tidligere. Fx giver tvillingepsykolog Lene Dam Pedersen masser af differentierede råd om opdragelse og støtte til tvillinger, alt efter om de er enæggede, tveæggede af samme køn eller tveæggede af hvert sit køn. Der er også nyt omkring ”dårlig samvittighed,” hvorfor den især viser sig hos tvillingeforældre, og hvad man gør ved den. Psykologen giver også konkrete dagligdags råd - for eksempel hvornår tvillinger bør have deres eget værelse – men også svar på mere alvorlige spørgsmål som for eksempel hvordan og hvornår man fortæller tvillinger det, hvis de står i en særlig situation og for eksempel har senfølger på grund af en meget for tidlig fødsel, eller hvis en eller begge tvillinger har en kronisk sygdom. Nyt i 2010-udgaven er også en oversigt over de største hospitalers særlige tilbud til tvillingegravide og nybagte tvillingeforældre – eller mangel på samme. Og sidst, men ikke mindst, har bogen endnu flere tips og erfaringer med fra tvillingefamilier, der det sidste års tid har sendt flere hundrede af slagsen til forfatteren.