Triumfpå isen
Triumf
på isen
Pernille Sørensen. (Pressebillede)
Ved weekendens Jyske Mesterskaber i Esbjerg vandt Odense Skøjteklub de to mest prestigefyldte rækker – junior damer og novice piger
bolbro: I rækken junior damer (piger i aldersgruppen 15-19 år) blev Dasha Podtelejnikova jysk mester.Dasha forbedrede ved weekendens konkurrence sin personlige rekord med 10 point i friløbet og scorede således 67 point. Dasha er første års juniorløber hvilket kun gør resultatet endnu flottere. Det var ingen overraskelse, at Dasha vandt denne række idet Dasha netop har deltaget i to konkurrencer i den prestigefyldte Junior Grand prix serie, og opnået det bedste resultat af alle danske løbere.
Dasha er på Team Danskate som er Dansk Skøjte Unions officielle landshold.
Udtaget til OL-projekt
I rækken novice piger (aldersgruppen 13-15 år) vandt Pernille Sørensen.Det var heller ingen overraskelse, at netop Pernille vandt mesterskabet idet Pernille er indehaver af den danske rekord i denne række og er en af blot seks løbere der er udtaget til et fællesnordisk OL projekt, hvis mål er at sikre Danmark deltagelse ved OL i 2014.
Pernille Sørensen er 12 år og løber således i en række over sin aldersgruppe.
Deltog med 16 løbere
Mette Vuong Le fik en 5. plads i rækken cubs piger (aldersgruppen 8-10 år). Mette er 7 år og deltog som den eneste mesterskabsløber fra Jylland og Fyn under 8 år.Mette hører aldersmæssigt til i gruppen chicks (under 8 år) og løber også en række over sin alder.
Odense Skøjteklub deltog i alt med 16 løbere. Nogle af de øvrige placeringer er: Sara Borch Nielsen som fik en 4. plads i springs (piger 10-12 år) og Cecilie Shelle Noach som fik en 5. plads i novice piger (13-15 år).
I Jyllands-Cup for Konkurrence løbere vandt Isabella Kongerslev Johansen bronze i gruppen debs som er for piger i alderen 12-13 år. Nicole Skott Hansen blev nr. 5 i gruppen Novice piger (aldersgruppen 13-15 år).
Næste opgave for de dygtige skøjteløbere bliver DM i Århus i begyndelsen af december.
