Log ind

- Vi har slet ikke nået endestationen endnu

  • - Vi har slet ikke nået endestationen endnu
  • - Vi har slet ikke nået endestationen endnu
  • - Vi har slet ikke nået endestationen endnu
  • - Vi har slet ikke nået endestationen endnu
  • - Vi har slet ikke nået endestationen endnu
  • - Vi har slet ikke nået endestationen endnu

Artiklen er mere end 30 dage gammel

Kampsport: Den seneste tids megen positive omtale af Sportscentrum får ingenlunde bestyrelsen til at lukke ned for kedlerne. Eventyret er kun lige begyndt

Annonce

Næsby: Betegnelsen "forrygende" indkapsler langt fra Sportscentrums seneste 7-8 måneder. Det er simpelthen for beskedent.

Betonkolossen, som slænger sig parallelt med Næsbyvej, har modstået megen pessimisme siden sin fødsel som kampssportsarena, og har den seneste måneds tid høstet frugterne af en stålsat og triumftørstig vilje.

Danskernes Idrætspris blev først tildelt ved DR's gallashow i Boxen i Herning, hvorefter den Fynske Initiativpris blev overrakt ved sportslørdagen for få uger siden.

- Det har ikke bare været en walk in the park at få det her op at stå. Det har taget os syv år at nå til hvor, vi er i dag. Mange har ikke troet på, at det kunne lade sig gøre. Det har været op ad bakke i forhold til, hvordan eksempelvis multihuse- og baner kan blive finansieret af kommunen. Kampsport er jo ikke en stor ting. Det ved vi. Derfor er vi helt utroligt stolte over anerkendelsen, som er nået langt ud over Fyn, når man tænker på, at vi modtog Danskernes Idrætspris. Det er fandeme godt gået. Det her har vi skabt, kan vi sige til hinanden. Følelsen af, at være en del af projektet. Det giver en fantastisk fornemmelse. Vi er meget glade og meget stolte, fortæller Claudia Pring, der er formand i Sportscentrum.

Ingen fugleunge

Udtrykket eventyr skal man være varsom med. Det piller brodden af større bedrifter, hvis man overforbruger betegnelsen.

Men Sportscentrum har faktisk nok gennemlevet et eventyr.

- Vi har haft oddsene imod os. Det er en af grundene til, at Danmarks Idræts Forbund har kigget vores vej. Vi fandt ud af, at man kan stå som andet end en fugleunge og skrige efter mad. At man ikke bare skal vente på, at fonde eller kommune forbarmer sig over én. Der er blevet fostret en god økonomi og så længe vi bare har nok til at køre det rundt, behøver vi ikke mere. Alt foregår jo 100 procent på frivillig basis. Medlemmerne har selv været ude med foldere og flyers i brevsprækker og postkasser.

Kan man så tale om, hvornår I har nået jeres mål?

- Vi er ikke interesserede i at blive store og rige. Det er slet ikke målet. Vi har nok potentiale for et par tusinde medlemmer, hvilket er en nogenlunde fordobling af det, vi har nu. Men vi har heller ikke noget ønske om, at det skal være for proppet. Nu ser vi. Mange har lykønsket os, som var vi nået frem, men vi er slet ikke ved endestationen endnu. Hæderen er bare et godt puf på rejsen.

Henter I inspiration nogle steder?

- I øjeblikket er vi i færd med at geare administrationen til fremtiden, som vi stadig ser som et kæmpeprojekt. Vi har ingen manual og vi kan ikke rigtig spørge rundt, for der er ingen steder i Danmark, som kommer tæt på det, som vi har gang i her. Vi er de første. I Malmø har de Treenigheten, som også er et kampsportscenter, men det er stadig noget andet, for foreningsarbejdet her er meget anderledes end deres kommercielle måde at styre tingene på. Vi asfalterer og kører samtidig - vi har dog relativt fornuftige mennesker med i bilen, så vi håber, det går, griner Claudia Pring.

Engang imellem kan det altså betale sig at udfordre oddsene, folde sine vinger ud og svæve imod drømmene som en anden humlebi. Selv en kolos i Næsby kan flyve.

Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere