Log ind

Dans og hygge for de ældre

Artiklen er mere end 30 dage gammel

"Vild med dans" på tv inspirerer til en tur på dansegulvet
Af Hasse Frimodt

odense: Elite Dans Syd har hver mandag formiddag Vild med dans for ældre og efterlønnere.

Det er klokken 10.30 på Rugårdsvej 55, 1.sal.

Berit Hansen, som har danset siden hun var 2 år, er instruktør.

- Det er utroligt at se, hvordan deltagerne udvikler deres dansefærdigheder fra gang til gang. Her kommer par og danser, men man kan sagtens møde op som single og danse med. Det koster 25 kr. pr. gang, og udover dans slapper vi også af med lidt kaffe og småkager, siger Berit Hansen.

Øver brudevalsen

Annelise Madsen, 68 år, og Villiam Madsen, 69 år, er et af de par, der møder frem til Vild med dans.

- Vi kommer her for at få genopfrisket dansen efter flere års fravær. Vi har altid elsket at danse, men i mange år har vi fulgt vores egne børn samt børnebørn i deres dans og kørt med til deres konkurrencer. Villiam har i et par år været chauffør for vores barnebarn, som han kørte til dans én gang om ugen i Århus.

Men nu, hvor vi har fået bedre tid til os selv, er vi begyndt på dansen igen. Vi holder begge to rigtig meget af at danse vals og er nu ved at få genopfrisket valsen, så vi håber, at vi om to år kan levere en flot brudevals til vores guldbryllup, siger Annelise Madsen.

Så er det vores tur

Richard Storm, 59 år, og Tove Aagaard, 57 år, er for nyligt blevet kærester.

- Vi forsøgte at danse salsa, men vi fandt hurtigt ud af, at den dans ikke passer til os. Vi hørte så om dette dansehold, og vi er rigtig glade for at komme her hos Berit Hansen, siger Richard Storm.

- Richard er en pragtfuld kæreste, og jeg synes, det er dejligt, at vi sammen kan komme ud og blive bedre til at danse.

Vi følger med i »Vild med dans" på tv, og om mandagen er det så vores tur. Der er dog en god ting ved dette hold, og det er, at her bliver ingen stemt hjem.

Tværtimod sidder vi bagefter dansen og hygger os, siger Tove Aagaard.

Kører ud og danser

Niels Hansen, 73 år, er mødt op for første gang.

- Jeg læste om danseholdet i den lokale ugeavis (hvilken avis???), og da jeg elsker at danse, fik jeg lyst til at møde op og se, om det er noget for mig.

Jeg kører ud og danser hver 14. dag, når »Vi Danseglade" har dans rundt om i de fynske forsamlingshuse.

Jeg har faktisk aldrig gået til dans. Men jeg kan rigtig godt tænke mig at få lidt gode danseråd, og det håber jeg at kunne få her, lyder det fra Niels Hansen.

På Vild med dans-holdet lærer deltagerne at danse vals, cha cha cha, jive, quick step og rumba.

Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere