Af Jens Nicolaisen

bolbro: - Gør ligesom naturen. Den viser vej. Lad være med at købe al det udstyr og giftstoffer.

Sådan lyder opfordringen fra garage-opfinderen Hardy Ipsen fra Bolbro, der har knækket gåden om den uklare fiskedam, der har frustreret haveejere i generationer.

I egen baghave har han skabt et fiskebassin med krystalklart vand året rundt for den beskedne udgift af 173 kroner om året.

Og hvordan kan det så lade sig gøre?

- Det er fordi jeg har brudt ind i fødekæden. Jeg har sagt: Kære venner, - det er fiskene - I må ikke æde mine dafnier. Hvordan undgår jeg det? Ved at sætte dafnierne ud i en bæk ved siden af, hvor fiskene ikke kan komme til dem. Så har jeg brudt fødekæden.

Dafnierne skal have et sted, de kan bo. Derfor er der sten i bækken. Hvis der ikke var sten, så strømmede dafnier bare ud i dammen.

Og trådalgen, der før var en plage, er nu blevet min ven. Den er nu blevet gavnlig som mekanisk og biologisk filter, forklarer Hardy Ipsen.

Kopi af en skovsø

Det specielle ved Hardy Ipsens dam er, at han har skabt en lille bæk ved siden af. Ved hjælp af en pumpe på kun 11 watt pumpes vandet fra dammen gennem et selvrensende filter, han selv har udviklet, og over i bækken, hvor dafnierne æder grønalgerne, inden vandet ryger retur til fiskene i dammen.

Pumpen kører døgnet rundt - også om vinteren, og det er den som koster 173 kroner om året i forbrug.

- Man køber UV-filter. Man køber pumper. Man køber grej til at rense mudder op fra bunden, og man køber 117.000 ting til sit bassin. Alt sammen for at få vandet klart, for de kan ikke se deres fisk!

Her er det naturen selv, for jeg har efterlignet skovsøens fødekæde, hvor jeg har sagt, at jeg vil have rent vand uden at bruge maskiner, forklarer opfinderen.

En barnlig glæde

65-årige Hardy Ipsen er født på Bornholm, uddannet som elektriker og kom til Odense for at tage installatør-eksamen. Han mødte en pige, købte hus i Bolbro i 1970. Ønsket om at udvikle og forbedre ting har han haft med i bagagen hele livet.

- Jeg er uddannet elektriker, men jeg påstår jo, at jeg kan de første 20 håndværk.

Jeg har altid haft en skabertrang, og det er min barnlige glæde ved at skabe ting, der driver værket, forklarer Hardy Ipsen, der har omdannet hele garagen til værksted, så bil og motorcykel må stå udenfor.

For nylig deltog Hardy Ipsen i Energi & Opfindermesse i Ringe, hvor han havde sit selvrensende filter med.

- Det er filteret, der er hjertet i systemet, siger Hardy Ipsen, der vurderer, at han er 95 procent henne i udviklingen af sit fiskebassin, og begejstringen for resultatet er ikke til at tage fejl af.

- For pokker, det er sensation. Og det er dyrene, der styrer det, leder den euforisk konklusion fra Hardy Ipsen.