hædret: Leif Ørskov Jensen har modtaget Frankrigs næsthøjeste orden for sin tid i Fremmedlegionen
Odense n: - Jeg håber, jeg er lige så frisk som min mor, når jeg bliver 94-95 år. Forhåbentlig har jeg hendes gener.

Leif Ørskov Jensen sidder ved sit køkkenbord. Han er efterhånden blevet 74 år, og det er over 50 år siden, han forlod legionen med fuld honnør.

Men i Frankrig har de ikke glemt ham, og for sin indsats i det 3. infanteriregiment i Algier-krigen for godt 50 år siden har han nu modtaget Médaille Militaire. Det fik i første omgang legionæren fra Odense N i Fyens Stifstidende, og den artikel blev straks sendt til hjemmeplejegruppen Margrethekær i Roskilde.

- Jeg sendte artiklen til min mor som en joke, og der gik heller ikke lang tid, før hun ringede.

Personalet kom med artiklen til morgenkaffen.”Gerda Jensen, hvad er det for en bøf, der er her i avisen. Vi synes, vi har set ham før,” havde de sagt, og så var hun jo helt oppe at køre, griner Leif Ørskov Jensen

- Først var hun bekymret. Nu er hun stolt, tilføjer han.

Til søs som 14-årig

Og der er da også en verden til forskel fra det hyggelige køkken i Odense N anno 2012 og til Nordafrika i starten af 50’erne, hvor Leif Jensen, via en tjans på et skib, som blot 16-årig forsøgte at melde sig til legionen.

- Mine forældre blev skilt i 1948. Mor fik fire børn, og min far fik mig. Det var der nok en grund til. Jeg var sværest at styre, fortæller han.

Som helt ung arbejde han hver anden dag, og kunne på den måde ikke passe sin skole optimalt. Med udsigt til et liv på samfundets bund stak han til søs som 14-årig.

I første omgang fik han nej fra legionen, men to år senere forsøgte han igen. Ligesom første gang undlod han at fortælle sin mor, hvor han skulle hen.

- Jeg kom jeg med min rygsæk og sagde blot, at jeg skulle tage en båd fra Kielerkanalen.

”Jamen, så varer det længe, inden du er hjemme igen, sagde hun.

Nej, mor, Lige pludselig står jeg i døren igen, svarede jeg hende. Så gik der fem år.

Jeg skrev hjem, men der gik et år, inden jeg fik taget mig sammen til at skrive, husker han.

Mit fædreland

Som legionær i 3. infanteriregiment kæmpede Leif Ørskov Jensen i bjergene, og kampene var til tider hårde.

Det var med livet som indsats. Alligevel var det planen, at han ville tilbage til legionen, da han kom hjem efter kontraktens udløb. Det var i 1961.

Men han kom aldrig af sted igen, for han mødte Erika, som han i dag stadig er gift med.

Legionen var dog langt fra glemt. Den har været med hele vejen. Fysisk i form af den tatovering på højre underarm med mottoet Legio Patria Nostra – Legionen er mit fædreland.

Psyskisk i form af mange minder fra de heftige oplevelser.

Men også i form af en livsstil, hvor han hvert år besøger Camerone-festivalen i Frankrig, der er legionens store festdag til minde om slaget ved Cameroun i 1863.

Så må Gerda Jensen igen undvære sin dreng, selv det er for en kortere periode

- Men min mor har været skide stolt af mig, og hun har et skab ved hovedgærdet af sin seng, hvor hun har artiklen sat pænt op, siger Leif Ørskov Jensen, der er sikker på, at livet havde formet sig anderledes – og ikke nødvendigvis til det bedre – hvis han ikke var blevet optaget i legionen.

- Legionen gjorde mig voksen, og jeg havde alligevel ingen ungdom, slutter han.
  • Af: