Talent

I mørket bag øjenlågene findes resten af verdenen ikke, når Stefan Burchardt spiller på sin stryger - violinen. Han er et talent, der kan mere med sit instrument, end de fleste garvede musikere, men han drømmer ikke om svimlende storhed. Blot at blive bedre

Tarup: Stefan Burchardt lukker øjnene. Bag dem har han udover sit syn fanget en blanding af præcision og lidenskab.

De to ting spiller sammen som svovl og høj varme. Det slår gnister og tænder en ild, der brænder helt ned i den bue, som svirper henover træredskabet under hans hage.

Bevægelserne forvandler friktionen imellem hestehår og strenge til inderlige toner, som lidende strømmer fra violinen.

Jeg har altid lyst til at spille. Nogle dage mindre end andre, men lysten er der altid. Jeg husker jo ikke en tid, hvor jeg ikke spillede violin. Jeg begyndte, som fire-årig og siden da, har violinen været en del af mig. Både fysisk og mentalt. Hvis ikke violinen var der, ville der være et tomrum, som ville gøre mig ufuldstændig

Stefan Burchardt

Hvis ordet koncentration nogensinde skulle legemliggøres, så står den lige her under lyset i en stue i Tarup.

Stefan Burchardt åbner øjnene igen, men løslader ikke de to ingredienser, som han fangede under første strøg. I stedet stråler lidenskaben ud af ham som en laser og vedbliver sammen med instrumentet og buens hurtige ryk at skabe magnetiserende lyde.

Resonansen kildrer i partiklerne i luften rundt om lytteren, så man næsten kan gribe ud og tage fat i violinens klang.

Tænk, at denne strygeralkymist kun er 14 år.

Vinder

Det er nogle uger siden, at Stefan Burchardt for sidste gang tonede frem i Vidunderbørn på DR.

Sammen med fem andre lysende talenter inden for hver deres klassiske kunstart, underholdt han seerne i fem programmer, hvor det sidste bød på en kåring af en vinder.

Her kunne en jury bestående af hele Danmarks befolkning række hans arm i vejret over de andre deltageres.

- Det betød ekstrameget, fordi det var seerne som bestemte det. Helt almindelige danskere, der måske ikke lytter til så meget klassisk musik, valgte alligevel mig. Jeg håber, det betyder, at jeg har rørt noget i dem, siger Stefan Burchardt, der syntes, det var en stor oplevelse at være i tv, men som ikke ser sejren som altafgørende for fremtiden.

- Det ville være let at sige, at optrædenerne på fjernsynet var det vildeste. I det her fag er det næsten altid det seneste, der er det største, fordi man bliver bedre og bedre, siger han.

Bedre end de dygtige

For de fleste mennesker med et talent, kan det være skæbneforandrende at få lov at stå på en national scene og brede sin kunnen ud til befolkningen. Sådan var det ikke helt for den unge violinvirtuos. De mennesker, han skal overbevise, vidste allerede lang tid før programmets start, at et musikalsk stjerneskud gemte sig bag hans navn.

Det vidner hele rejsen imod programmet på, forklarer faderen Mikkel Burchardt.

- Vi blev ringet op for to år siden, om det var noget Stefan kunne tænke sig at deltage i, og det sagde vi så ja til. Hvordan DR kendte til ham, ved jeg faktisk ikke, men de har rådført sig med nogle klassiske eksperter og allerede dengang florerede hans navn i miljøet.

For sønnen kan noget, selv professionelle musikere måske kun tør drømme om at skimte en flig af i deres karrierer.

Det blev tydeliggjort, da Berlingskes Klassiske Musikkonkurrence i 2016 skulle finde sin vinder. Her dystede den dengang 12-årige Stefan Burchardt med andre åbenlyse talenter og vandt den endelige hæder.

På violinen spillede han Wieniawskis anden violinkoncert og dommerne sagde efterfølgende:

- Selv professionelle går uden om den udfordring.

En del af mig

Nodestativet står foran terrassedøren. Her kan han på nogle dage føre buen, imens TPI's fodboldspillende medlemmer drøner rundt på en grøn enklave, der ligger et godt stykke fra foreningens hovedbaner.

Men om der så løb kødædende dinosaurer rundt derude, ville Stefan Burchardt nok ikke ænse det. For når han står her og spiller to-tre timer hver eneste dag, så er det kun ham og violinen, der eksisterer.

En så klæbende intimitet kræver, at man holder af det, man laver. Og det gør det unge talent heldigvis.

- Jeg har altid lyst til at spille. Nogle dage mindre end andre, men lysten er der altid. Jeg husker jo ikke en tid, hvor jeg ikke spillede violin. Jeg begyndte, som fire-årig og siden da, har violinen været en del af mig. Både fysisk og mentalt. Hvis ikke violinen var der, ville der være et tomrum, som ville gøre mig ufuldstændig, siger Stefan Burchardt.

Drømmene om fremtiden er lidt blævrede. Ikke fordi, han ikke ved, hvad han ønsker, men fordi det er svært at sige, hvad sådanne drømme konkret indebærer.

- En fodboldspiller kan drømme om at blive så god som Messi og spille på de største arenaer rundt om på kloden. Jeg har ikke et bestemt mål med, hvor jeg skal havne. Jeg vil bare gerne spille og blive bedre og bedre.

  • Af: